27. februar 2023

Sikker mail via MitID Erhverv

I forbindelse med udfasning af NemID medarbejdersignatur og ibrugtagning af MitID Erhverv sker der nogle ændringer for kryptering af mails, sådan som vi kender det i dag med NemID medarbejdercertifikater. Ved overgangen er der også nogle væsentlige forhold, I skal være opmærksomme på, da udstedte OCES2 certifikater spærres den 30. juni 2023 og derefter ikke længere kan anvendes i sikker mail-kommunikation.

NemID og MitID er to forskellige krypteringsløsninger

Mange advokatvirksomheder benytter en løsning, hvor deres mails automatisk krypteres ved afsendelse, hvis modtagerne understøtter kryptering, og dekrypteres ligeledes automatisk ved modtagelse. Det er også muligt fremover ved brug af et MitID Erhverv organisationscertifikat. Snak med din sikker mail-leverandør om skift fra NemID virksomhedscertifikat til MitID Erhverv organisationscertifikat.

Bemærk at NemID krypterer under OCES2, og MitID krypterer under OCES3-standarden. Selvom I migrerer fra NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv og beholder RID-værdien, kan krypterede mails under MitID (OCES2) ikke åbnes med MitID (OCES3) certifikater og vice versa.


Har du gamle mails, der er krypteret?

Man har altid anbefalet, at modtaget krypteret mails blev gemt dekrypteret, men har du journaliseret mails, der fortsat er krypteret, vil du fortsat kunne åbne disse med dit NemID medarbejdersignatur, selvom det er udløbet. Dit NemID medarbejdercertifikat med din private nøgle på din computer vil fortsat virker, selvom certifikatet er udløbet.

Bemærk at programmet fra Nets ”NemID Udvidelsesprogram” til udlæsning og indlæsning af certifikater ophører, men du kan manuelt kopiere din NemID medarbejdercertifikatnøgle, hvis du får en ny computer, og derfor anbefaler vi, at du har en backup af dit NemID medarbejdersignatur-certifikat liggende på et eksternt medie, så I er sikret, hvis uheldet er ude, og der sker noget med din computer.

Udstedelse af MitID Erhverv certifikat

Digitaliseringsstyrelsen oplyser, at der ikke er indgået aftale med deres leverandør på support af MitID Erhverv til sikker mail, sådan som det var tilfældet med NemID Medarbejdersignatur hos Nets, men I kan selv som brugere udstede det nødvendige MitID Erhverv certifikat, der kan bruges til sikker mail.

MitID Erhverv benytter ikke i sig selv et certifikat, men det er muligt for brugeradministratoren at bestille MitID Erhverv certifikater, som udstedes direkte af brugerne selv.


Relevant information samlet et sted

Hos Danske Advokater er vi i løbende dialog med Digitaliseringsstyrelsen og bistår gerne med at hjælpe jer igennem migreringen fra NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv.

I den kommende tid sætter vi fokus på udfordringer specielt målrettet advokatbranchens overgang til MitID Erhverv.

Du er altid velkommen til at kontakte Danske Advokaters digitaliseringschef Steen Hermansen, hvis du har spørgsmål til ibrugtagning af MitID Erhverv.

Kontakt os