16. juni 2026

Stil op til repræsentantskabet og vær med til at præge branchens fremtid

Fredag den 23. oktober holder Danske Advokater generalforsamling. Her kan du stille op til repræsentantskabet og få direkte indflydelse på både foreningens arbejde og branchens udvikling. Advokat Jesper Ravn fortæller, hvorfor han synes, man skal stille op.

Jesper Ravn: Derfor skal du stille op

Som medlem af repræsentantskabet får du mulighed for at præge udviklingen i advokatbranchen og bidrage til Danske Advokaters arbejde og retning.

Jesper er partner hos ARK Advokatpartnerselskab og en af Danmarks førende eksperter inden for forsikringsret og forsikringssvindel og desuden medlem af Danske Advokaters repræsentantskab. Han fortæller:

 ”Man skal stille op, hvis man har et ønske om at være med til at præge udviklingen for vores erhverv og ikke mindst være med til at stå imod den erosion af retssikkerheden, som man har set på flere områder, f.eks. skatteområdet og retshjælpsområdet, hvor Danske Advokaters dagsorden nu synes at have fundet vej til det nye regeringsgrundlag. 

Jeg forsøger at bidrage med praktiske vinkler til de retspolitiske dagsordner og problemstillinger, som Danske Advokater håndterer. Dette særligt inden for spørgsmål om procesførelse og erstatningssager, hvor der (fortsat) består store udfordringer med sagsbehandlingstiderne.”

 Hvem kan stille op?

Alle advokater og indehavere i Danske Advokaters medlemsvirksomheder kan stille op i deres respektive valggruppe. Valggrupperne er inddelt efter virksomhedernes størrelse. Danske Advokaters repræsentantskab består af 35 medlemmer samt bestyrelsens formand. Repræsentantskabet vælger desuden seks til otte af sine medlemmer til bestyrelsen.

 Sådan stiller du op

Har du spørgsmål, eller vil du høre mere om arbejdet i repræsentantskabet, er du velkommen til at kontakte juridisk konsulent Susanne Bager på sub@danskeadvokater.dk eller telefon 30 21 00 77.

Ved du allerede nu, at du vil stille op, kan du sende en mail med navn og virksomhed til GF@danskeadvokater.dk.

Du kan læse mere om valg til repræsentantskabet her.

Susanne Bager
Juridisk konsulent
Danske Advokater
Susanne er ansvarlig for Foreningen af Danske Skatteadvokater og fagudvalgene for skatteret, IP-, forbruger- og markedsføringsret samt erstatnings- og forsikringsret. Derudover bidrager hun til diverse juridiske og fagpolitiske intiativer.
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os