24. juni 2025
Stor tilfredshed med anbefalinger fra regeringens fondsudvalg

Regeringens fondsudvalg har netop afsluttet fire års arbejde med professor Rasmus Kristian Feldthusen ved roret.
Christian Gregersen, medlem af Danske Advokaters bestyrelse og med i arbejdsgruppen bag Danske Advokater fondsvejledning, er overordnet positiv.
"Det glæder mig at se resultatet af fondsudvalgets arbejde. Fonde spiller en vigtig rolle i det danske samfund, hvor de organiserer omfattende filantropi og andet vigtigt arbejde.
Fondsudvalgets udspil værner om fondene som organisationsform og giver rammer for mere transparens, så man bedre kan modvirke, at fondsmodellen misbruges til f.eks. hvidvask af penge. Samtidig giver udspillet mere fleksibilitet til fondenes ledelser til at indrette sig til nutidens samfund.
De nye regler vil givet medføre nogle administrative omkostninger, som kan være tunge især for de mindre fonde, men jeg synes, at det har fundet en balance i forhold til samtidig at værne om, at der er tillid til fondsmodellen, og at der kommer bedre muligheder for f.eks. justeringer i vedtægterne og for fusion og opløsning af små fonde. Endelig glæder det mig, at flere advokater har fået mulighed for at bidrage i udvalget."
Du kan læse mere om, hvad udvalget er nået frem til, her (Advokatwatch - kræver abonnement)
Hvis du er medlem, kan du få adgang til Danske Advokaters fondsvejledning her.
