3. november 2026

Store bededag – fokus på de praktiske udfordringer

Genindførelsen af store bededag kan skabe nye udfordringer for både arbejdsgivere og medarbejdere. Danske Advokater har derfor været i dialog med Beskæftigelsesministeriet om behovet for klare og enkle regler, der forebygger tvister og begrænser de administrative byrder.

Danske Advokaters fagudvalg for ansættelsesret har tradition for et årligt møde med Beskæftigelsesministeriet, der placeres efter, at lovprogrammet for folketingsåret er kendt.

På årets møde var der fokus på regeringens forslag om at genindføre store bededag som helligdag. Dialogen med Beskæftigelsesministeriet centreres om de praktiske udfordringer, der kan opstå, når store bededag genindføres som helligdag. Fagudvalget har peget på forhold, som med fordel kan håndteres allerede i lovgivningsfasen.

Afskaffelsen af store bededag er blevet håndteret forskelligt i private virksomheder og i det offentlige, og som tiden er gået, er kollektive overenskomster indgået med loven in mente. Der har vist sig mange udfordringer - også udfordringer, som ingen havde forudset. Genindførelse af store bededag kan blive mindst lige så kompleks.

Fagudvalget har derfor betonet behovet for, at de nye regler bliver enkle at forstå og fortolke og giver plads til den aftalefrihed, der også følger af den nu gældende lov om afskaffelse af store bededag. Hensynet er at forebygge unødige tvister og holde de administrative byrder på et minimum.

Fagudvalget følger processen nøje. Da genindførelsen af store bededag som helligdag også vil påvirke advokatvirksomheder, vil fagudvalget vende tilbage med tilbud om dialog med medlemsvirksomhederne.

Ifølge regeringens lovprogram ventes lovforslaget om konsekvenserne ved genindførelse af store bededag som helligdag fremsat i Folketinget i februar 2027, og reglerne ventes at gælde fra og med 2030.

Charlotte Hvid Olavsgaard
Juridisk konsulent
Danske Advokater
Charlotte er anvarlig for fagudvalgene for ansættelsesret, databeskyttelse, hvidvask og teknologi. Derudover bidrager hun til en række juridiske og fagpolitiske initiativer.
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os