3. september 2026

Udvidelser af advokaters pligter efter hvidvaskloven fra 15. september 2026

Folketinget har i dag vedtaget lovforslag L 9, der medfører nogle skærpelser af de pligter, der påhviler advokater.  

Hidtil har advokater skullet forholde sig til risikoen for at blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Fremadrettet skal advokater tillige være opmærksomme på risikoen for at blive misbrugt til finansiering af proliferation, dvs. midler, der har forbindelse til ”fremstilling, erhvervelse, besiddelse, udvikling, eksport, om ladning, transport, overførsel eller brug af nukleare, kemiske eller biologiske våben, der anvendes til ikke-legitime formål i strid med national lovgivning eller internationale forpligtelser”, jf. definitionen i hvidvasklovens § 4 a.  

Advokatfirmaernes risikovurdering, jf. lovens § 7, og politikker, forretningsgange, uddannelses- og kontrolprogrammer mv., jf. lovens § 8, skal afspejle, at advokatfirmaerne har forholdt sig hertil og til pligten til at indefryse midler, der tilhører lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer, der er omfattet af EU’s målrettede finansielle sanktioner, jf. lovens § 34 a, stk. 3.  

Endelig følger det af lovens § 8, stk. 4, 2. og 3. pkt., at advokatfirmaerne skal sikre, at deres politikker, forretningsgange og kontroller testes af en uafhængig revisionsfunktion. Hvis der ikke findes en uafhængig revisionsfunktion, kan testen udføres af en ekstern ekspert. Det følger af ministersvar i forbindelse med behandling af lovforslaget, at kontrollen kan udføres af en anden medarbejder end den, der til daglig sidder med området. I enkeltmandsvirksomheder vil det være nødvendigt at antage ekstern bistand. Kontrollen forudsættes gennemført ca. hvert 3. år.    

Loven træder i kraft den 15. september 2026, og firmaernes dokumenter mv., jf. lovens §§ 7 og 8, bør derfor pr. denne dato afspejle ændringerne. 

Læs L 9 på Folketingets hjemmeside

Se ministersvar på spørgsmål 1 og spørgsmål 3.

Charlotte Hvid Olavsgaard
Juridisk konsulent
Danske Advokater
Charlotte er anvarlig for fagudvalgene for ansættelsesret, databeskyttelse, hvidvask og teknologi. Derudover bidrager hun til en række juridiske og fagpolitiske initiativer.
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os