14. september 2026

Ulrikkes bedste råd: Sådan får du mest ud af IBA i København

Af medlemsdirektør Ulrikke W. Krogbeck

IBA Annual Conference i København nærmer sig, og mange er allerede begyndt at planlægge ugen. Jeg har selv været engageret i IBA i en del år, og hvis der er én ting, jeg har lært, er det, at man får langt mere ud af konferencen, hvis man gør sig nogle tanker på forhånd.

For mig er den største værdi ved IBA de relationer, man bygger op over tid. Det er ikke nødvendigvis dem, man møder flest af på en uge, der ender med at betyde mest. Derfor er her mine råd til dig, der deltager i København:

Få styr på din IBA-profil – nu

Foto, bio, fagområder, firmaoplysninger og komitéer. Deltagerdatabasen bliver allerede brugt til at finde ud af, hvem man gerne vil møde i København. Din profil er med andre ord dit visitkort, allerede inden konferencen begynder.

Find de komitéer, der er relevante for dig

For mig er komitéerne noget af det mest værdifulde ved IBA – både fagligt og personligt. Det er også her, jeg selv har fået nogle af de relationer og venskaber, som har holdt ved gennem mange år.

Så tænk ikke kun på København. Tænk på, hvilket internationalt fagligt fællesskab du gerne vil være en del af de næste år.

Brug deltagerlisten – og vær målrettet

Søg på land, fagområde og komité. Hvem er der en reel grund til, at du bør kende?

Overvej også, hvilke lande der er vigtigst for dig. Hvor vil du gerne modtage sager fra? Hvor henviser du selv sager til? Og hvor har du huller i dit internationale netværk?

Lav gerne en konkret liste over dem, du gerne vil møde. Det kan være bestemte typer firmaer, specialister inden for dit fagområde, General Counsels eller noget helt fjerde. Det er langt lettere end bare at håbe på, at man støder ind i de rigtige mennesker.

Se på, hvem der taler

Det er en af de nemmeste måder at skabe en naturlig kontakt på. En besked som: “Jeg kan se, at du taler tirsdag, og jeg kommer til din session. Har du tid til en kop kaffe, mens vi begge er i København?” fungerer efter min erfaring langt bedre end en generel forespørgsel om et møde.

Brug dem, du allerede kender

Bed om introduktioner – og lav selv introduktioner mellem andre. Nogle af mine bedste IBA-relationer er begyndt med, at nogen har sagt: “I to burde virkelig lære hinanden at kende.”

Lad lidt luft stå i kalenderen

Det kan være fristende at booke hvert eneste hul. Lad være.

Nogle af de bedste samtaler opstår tilfældigt over en kop kaffe, til en reception, i en hotellobby eller på vej fra det ene arrangement til det næste. Der skal være plads til, at det uplanlagte kan ske.

Og husk, at der spilles på den lange bane

Du behøver ikke at have fået en ny sag, for at ugen har været en succes.

Jeg vil langt hellere komme hjem med fem nye, gode relationer end med 100 visitkort, hvor jeg ikke længere kan huske ansigterne. Den person, du drikker kaffe med her i København, kan introducere dig til en anden næste år – og måske henvise en sag til dig om tre år.

For mig er IBA ikke først og fremmest et sted, hvor man samler kontakter. Det er et sted, hvor man bliver en del af et internationalt fællesskab og bygger relationer over mange år. Og heldigvis er der også rigtig meget sjov undervejs.
Så mit bedste råd er: Begynd nu. Få opdateret din profil, kig på deltagerlisten, vælg de mennesker, du gerne vil møde – og husk at efterlade lidt plads til det uventede.

Jeg glæder mig til at se mange nye ansigter, når vi i oktober får lov til at dele København med resten af verden.

København er værtsby for IBA's årlige konference den 4.-9. oktober 2026. Se mere om IBA her

Ulrikke W Krogbeck
Medlemsdirektør
Danske Advokater
Ulrikke er leder for afdelingen Medlemsservice og brancheudvikling
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os