27. marts 2026

Undgå greenwashing: Sådan kommunikerer I korrekt om ESG

Danske Advokater har lanceret en miniguide, der kan hjælpe jer med at kommunikere korrekt og ansvarligt om ESG på miljøområdet. Budskabet er klart: Miljø- og bæredygtighedsudsagn skal være præcise, relevante og kunne dokumenteres.

Guiden er udarbejdet af Danske Advokaters fagudvalg for IP-, forbruger- og markedsføringsret og giver jer konkrete anbefalinger til, hvordan I som advokatvirksomhed kan undgå greenwashing. Den sætter fokus på, hvordan I formulerer jer korrekt, og hvilke krav der gælder for dokumentation af ESG-udsagn på miljøområdet.

Undgå uklarheder og arbejd med Code of Conduct

ESG fylder stadig mere i branchen, og mange virksomheder ønsker at synliggøre deres indsats. Men det stiller også større krav til, hvordan man kommunikerer. Uklare eller overdrevne udsagn kan risikere at blive vurderet som vildledende og dermed i strid med markedsføringsreglerne.

Vi anbefaler generelt, at I arbejder mere systematisk med jeres ESG-indsats. Et centralt redskab er en Code of Conduct, som kan udarbejdes med afsæt i vores paradigme og tilpasses den enkelte virksomheds praksis. Et sådant kodeks kan være med til at sikre fælles standarder – både internt blandt medarbejdere og eksternt over for klienter og samarbejdspartnere. 

Hvis du har spørgsmål eller har brug for mere information eller sparring om arbejdet med intern ESG i advokatvirksomheder, er du meget velkommen til at kontakte Danielle Løw på dlo@danskeadvokater.dk.

Danielle Andrea Løw
Juridisk konsulent
Danske Advokater
Danielle er ansvarlig for fagudvalgene for advokatret og -etik, klima og sikkerhed og beredskab samt retssikkerhedsudvalget. Derudover bidrager hun til en række juridiske og fagpolitiske initiativer.
Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?

Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.

Kontakt os