Statens indkøb af juridiske ydelser skal konkurrenceudsættes

Senest opdateret: 12. september 2025

Under kammeradvokatordningen har det private advokatfirma Poul Schmith været hovedleverandør af juridiske ydelser til staten siden 1936. Kammeradvokatordningen er reelt et ”de facto monopol”, og kun en meget begrænset del af statens juridiske opgaver udbydes uden for aftalen.

Udfordring

  • Der mangler parlamentarisk kontrol med statens indkøb af juridiske ydelser.

  • Kammeradvokatordningen har skabt et juridisk vidensmonopol, hvilket svækker ministeriernes interne kompetencer og skaber en selvforstærkende afhængighed.

  • Udgifterne til statens faste advokatfirma, Poul Schmith, er vokset markant de seneste 10 år, uden der er sket konkurrenceudsættelse.

  • Når Poul Schmith samtidig konkurrerer på det almindelige kommercielle marked, gives statens advokat en urimelig konkurrencefordel.

Baggrund

Under kammeradvokatordningen har det private advokatfirma Poul Schmith været hovedleverandør af juridiske ydelser til staten siden 1936 og er i dag Danmarks største advokatfirma målt på antal ansatte. I 2023 købte staten rådgivning for 682 mio. kr. (se note 1) under Kammeradvokataftalen – næsten en fordobling på 10 år. Hertil kommer en estimeret årlig omsætning hos Poul Schmith på yderligere 600-700 mio. kr. uden for aftalen (se note 2), heraf ca. 250 mio. kr. på insolvensområdet.

Udgifterne er vokset markant, uden at det er muligt at benchmarke pris og kvalitet mod alternative leverandører. Staten er dybt afhængig af et specifikt privat advokatfirma, og Kammeradvokatordningen har dermed udviklet sig til et strukturelt problem for staten.

Samtidig har Poul Schmith opbygget et vidensmonopol på statens juridiske praksis, hvilket svækker ministeriernes kompetencer og skaber en selvforstærkende afhængighed: Jo mere staten outsourcer, desto mindre viden fastholdes internt – og desto større bliver behovet for at trække på Poul Schmith.

Set i det lys er det forståeligt, at embedsværket er forbeholdne over for ændringer. En ændring medfører dog ikke tab af kompetencer: Den øvrige danske advokatbranche kan håndtere statens behov, og Poul Schmith er fortsat forpligtet til at levere bistand, indtil nye leverandører eller hjemtagelse er på plads. Dermed sikres en smidig overgang.

Danske Advokater ønsker at understrege, at vi ikke har noget fagligt at udsætte på Poul Schmith. Vores kritik af Kammeradvokatordningen er derfor ikke rettet mod Poul Schmith, men mod det politiske ønske om at fastholde et monopol fra 1936.

Note 1: Økonomistyrelsen: Anbefalinger om statens indkøb af juridiske ydelser. Side 23.

Note 2: 2QBIS: Et samfundsøkonomisk perspektiv på monopolet for statens indkøb af juridiske ydelser. Side 3

Læs også, hvad vi mener om:

Benedikte Havskov Hansen
Vicedirektør
Danske Advokater
Kontakt os