11. juni 2025

Advokater skal udveksle ID-oplysninger med bankerne fra den 1. januar 2026

Advokater skal fra den 1. januar 2026 indhente identifikationsoplysninger på alle deres klienter, der har penge på samleklientkontoen og stille dem til rådighed for banken. Det fremgår af en kommende § 38 b i hvidvaskloven, som netop er vedtaget i Folketinget ved L 193 B. 

Advokaten skal alene hente identifikationsoplysninger på sine klienter. Den kommende hjemmel til at udveksle oplysninger omfatter kun identifikationsoplysninger og dokumentation herfor, men ikke pengeinstituttets sanktionsscreening. Det står både i høringsnotatet og i Morten Bødskovs svar på udvalgsspørgsmål 14. Hjemlen i § 38 b er dog ikke til hinder for, at det enkelte pengeinstitut på aftaleretligt grundlag kan få stillet yderligere oplysninger til rådighed til brug for deres sanktions-screening, se svaret på udvalgsspørgsmål 14 i sin helhed her.

Danske Advokater er i tæt dialog med Advokatsamfundet og FinansDanmark om de praktiske konsekvenser af den kommende § 38 b i hvidvaskloven med krav om udveksling af identifikationsoplysninger. Advokatsamfundet har lavet en Q&A om de nye regler, som kan tilgås her, og arbejder som tilsynsmyndighed også på at lave en vejledning til advokatvirksomhederne.

Hos Danske Advokater følger vi arbejdet tæt og skubber på for at få så meget afklaring om de nye krav som muligt.   

Se lov L 193 B som vedtaget her

Charlotte Hvid Olavsgaard
Juridisk konsulent
Kontakt os