1. december 2025
Kira Kolby Christensen: Jeg vil skabe rum for de gode drøftelser

Advokat Kira Kolby Christensen er ny facilitator for Danske Advokaters GDPR-netværk, men langt fra ny i branchen. Med mange års erfaring inden for jura og databeskyttelse ser hun frem til at bringe både sin faglighed og sin nysgerrighed i spil i rollen.
”Det er godt for selvdisciplinen,” siger Kira med et smil. ”Som facilitator forpligter jeg mig selv til at holde mig opdateret og til at skabe et rum for de svære spørgsmål. Her næsten ti år efter, at forordningen blev vedtaget, er der stadig mange ’hands-on’-udfordringer i GDPR-compliance, som det er vigtigt, vi tager fat på sammen.”
Et netværk, hvor sparringen er i centrum
Hun ser sin rolle først og fremmest som katalysator for sparring og erfaringsudveksling – snarere end som klassisk oplægsholder. ”De fleste, der arbejder med GDPR, er faktisk godt med fagligt. Derfor skal det hellere handle om at facilitere de gode drøftelser og skabe et trygt rum, hvor vi kan dele erfaringer og løsninger,” fortæller hun.
Netværket mødes tre gange årligt, og Kira ønsker, at møderne skal minde mere om workshops end traditionelle foredrag. ”Mit mål er, at vi arbejder med konkrete eksempler. Det skal være et netværk, hvor man går derfra med noget, man kan bruge direkte i hverdagen.”
Selvom GDPR har været en fast del af advokatvirksomhedernes hverdag i mange år, oplever Kira fortsat, at mange kæmper med at få reglerne til at fungere i praksis. ”Der er stadig mange steder, hvor det praktiske halter – fx i forhold til at få lavet gode risikovurderinger eller databehandleraftaler med velovervejede instrukser. Der er stor forskel på teoretisk og praktisk compliance, og mange oplever, at det er en udfordring at få tingene til at ’arbejde’ i hverdagen,” siger hun.
Et netværk for hele branchen
Netop derfor ser hun GDPR-netværket som en vigtig platform for hele branchen. Det adskiller sig fra andre faglige netværk ved sit meget konkrete fokus på advokatvirksomhedernes virkelighed. ”Det handler om praktisk GDPR-compliance – med fokus på de udfordringer, der opstår i advokatbranchen. Det er relevant for alle, uanset om du sidder i et stort eller lille firma.”
For deltagerne er netværket ikke kun en faglig gevinst, men også en mulighed for at møde ligesindede, der står med de samme dilemmaer og opgaver. ”Det er mit håb, at deltagerne vil opleve netværket som et sted, hvor de kan få kvalificeret sparring – og samtidig blive inspireret af andres erfaringer. GDPR er et område, hvor man altid kan blive klogere, og det er netop det, jeg er glad for at være en del af.”
Fakta om GDPR-netværket
- Facilitator: Kira Kolby Christensen
- Antal møder: 3 årlige møder á 3 timer
- Fokus: Praktisk GDPR-compliance i advokatbranchen
- Form: Workshop-baserede møder med cases, drøftelser og erfaringsudveksling
Vil du være med i Danske Advokaters GDPR-netværk?
Læs mere og tilmeld dig her
Ønsker du vejledning og værktøjer til GDPR, finder du det her – kun for medlemmer.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.