18. august 2025
Lars Lindencrone: Jeg elsker at dele ud af min viden

Lars Lindencrone Petersen har de seneste år været tilknyttet Danske Advokater som en slags ”professor in residence”, hvor han underviser eksklusivt på Danske Advokaters kurser og uddannelser. Nu er der nye kurser på hylderne.
Lars Lindencrone kan både skrive advokat, underviser, forfatter og specialist i compliance og insolvensret på sit CV. Noget af det, han bruger sin store mængde energi på, er at udvikle nye kurser for Danske Advokater, og Lars er blandt vores mest populære undervisere. Nu har vi har nye kurser på hylden, som vi løfter sløret for senere i interviewet.
Fokus på at gøre det abstrakte håndgribeligt
Det er meget givende for Lars at undervise, bl.a. på grund af interaktionen med kursisterne og fordi det giver ham en masse energi og indsigt:
”Jeg har en iboende nysgerrighed og interesse i andre mennesker, og jeg oplever en stor glæde og samhørighed med kursusdeltagerne, når jeg underviser dem, navnlig når der er tale om et fysisk kursus, men online og e-learning-kurser kan bestemt også noget,” siger han og fortsætter:
”På universitetet lærer man, at jura er en videnskab, men jeg ser det i høj grad også som et redskab, og min fornemste opgave som underviser er at anskueliggøre for kursusdeltagerne, hvordan reglerne virker, så de forstår reglerne på et helt andet niveau. Således bliver det abstrakte pludselig relevant og håndgribeligt.”
Fokus på compliance og insolvensret
Compliance-området har udviklet sig kolossalt de sidste 10 år, fortæller Lars:
”Compliance fylder jo i dag rigtig meget for alle advokater. Har man ikke styr på reglerne, har man ikke fundamentet på plads for sin forretning. Man skal ikke undervurdere den tid, det tager at sikre sig, at man overholder alle regler.
Om interessen for insolvens siger Lars:
Jeg har altid været optaget af insolvensret, da det er et meget bredt og spændende område, der trækker tråde til de fleste fagområder, da insolvens jo – desværre – kan spille en rolle i ethvert retsforhold.”
Kurser med Lars
Hos Danske Advokater har vi oprettet et nyt kursus i hvidvasklovgivningen, hvor Lars klæder kursisterne på, så de har styr på de nye EU-regler, når de skal anvendes fra juli 2027. Kurset er en del af en pakke, som også kommer til at bestå af kurserne Tilsyn med advokatvirksomheder og GDPR og Databeskyttelse i advokatvirksomheder. Alle med Lars Lindencrone ved roret og på programmet til foråret.
Du får også fornøjelsen af Lars på vores kursuspakke i advokatetik, der består af tre nøje udvalgte kurser, der styrker din viden om advokatetik og hjælper dig med at håndtere både kendte og uforudsete etiske dilemmaer.
Kursusforløb på Færøerne
Hvert år tager Lars turen til Færøerne for at dele sin viden med vores færøske medlemmer. I år underviser han den 26.-28. august i advokaters erstatnings- og disciplinæransvar, advokater i selskabsbestyrelser og bevisførelse i civile sager. Læs mere her
Fakta om Lars Lindencrone Petersen
Lars Lindencrone Petersen blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1977. I 1990 blev han byretsdommer og i 1994 dommer i Sø- og Handelsretten. Fra 1998 til 2008 var han landsdommer ved Østre Landsret, og i 2008 blev han advokat hos Bech-Bruun, hvor han har titel af complianceansvarlig. Han er desuden forfatter til en række bøger, ligesom han også underviser på Københavns Universitet.
