13. november 2024

Lima rimer på klima

Danske Advokater har mange fagudvalg, der alle brænder for deres eget fagområde og udfører et vigtigt arbejde. To af dem er fagudvalget for klima og fagudvalget for erstatnings- og forsikringsret, som de fleste nok vil mene ligger temmelig langt fra hinanden. Eller gør de?

Klimaretssager er det nye sort

For nylig havde fagudvalget for klima inviteret advokat Henrik Nedergaard Thomsen til at fortælle om klimaretssager. Henrik gav et spændende oplæg, der bragte os vidt omkring. Vi landede bl.a. i nærheden af Lima, hvor der bor en lokal landmand, der har valgt at føre retssag i Tyskland mod et tysk energiselskab, RWE AG, med den begrundelse, at energiselskabet skal betale erstatning for en forholdsmæssig andel af de udgifter, han har til at sikre sin gård mod mudderskred og vand fra en gletsjer, der ligger i nærheden.

En anden bemærkelsesværdig sag finder sted i Schweiz, hvor en række senior kvinder har vundet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over staten for ikke at gøre tilstrækkeligt for at bremse de klimaforandringer, der har ført til hedebølger, som påvirker kvindernes helbred.

Klimaudvalget lyttede interesseret og stillede adskillige opklarende spørgsmål. Udvalget er ligesom Henrik Nedergaard Thomsen spændt på, hvad der sker på området i de kommende år. Kan man fx forestille sig, at den peruvianske landmand, Luciano Lliuya, får erstatning og derefter fortsætter til næste energiselskab og næste og…?

Klimaret og erstatningsret fandt ud af, at de har fælles interesser og skæringspunkter i deres arbejdsområder, og fagudvalget for klima satte stor pris på, at Henrik Nedergaard Thomsen fra fagudvalget for erstatnings- og forsikringsret tog sig tid til at dele ud af sin faglige viden.

Danielle Andrea Løw
Juridisk konsulent
Kontakt os