11. maj 2026
Test Straffesagsportalen nu – og få indflydelse på den endelige portal

Domstolsstyrelsen har lanceret første version af Straffesagsportalen, som er udviklet til advokater, der arbejder med straffesager – herunder forsvars- og bistandsadvokater.
Portalen samler sagsmateriale og sagsinformation digitalt og giver dig blandt andet overblik over egne straffesager, kommende retsmøder og adgang til dokumenter fra retten.
Portalen er obligatorisk fra september
Indtil september 2026 er det frivilligt for advokater at bruge portalen. Herefter bliver løsningen obligatorisk på byretsniveau som led i digitaliseringen af det strafferetlige område.
I perioden frem mod september 2026 vil Domstolsstyrelsen videreudvikle portalen med nye funktioner, blandt andet kommunikation med retten, salæranmodninger og overblik over frister. Domstolsstyrelsen opfordrer derfor advokater til allerede nu at teste løsningen og bidrage med input til den videre udvikling.
”Op til denne lancering har vi allerede lavet et stort forarbejde med at identificere funktioner, der passer til advokaternes arbejdsgange. Men ud fra erfaringer ved vi, at når vi sætter en ny digital løsning i luften, opstår der idéer til ny funktionalitet. Derfor er denne frivillige periode vigtig for vores videreudvikling, så vi kan indsamle ny viden og erfaringer fra advokaterne”, siger Martin Buur, enhedschef i Straffe- og skifteprogrammet.
Det kan du allerede nu
- Se egne straffesager
- Tilgå sagsmateriale og retsdokumenter
- Se kommende retsmøder
- Give adgang til kolleger i samme virksomhed
Læs mere

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og forskellige brancherelevante nyheder i din indbakke.