31. august 2026
To nye GDPR-guidelines til advokatens hverdag

Må du bruge en klientreference i markedsføringen? Skal en modpart eller et vidne altid orienteres om behandling af personoplysninger? Og hvordan spiller GDPR sammen med advokatens tavshedspligt?
Danske Advokater lancerer nu to nye, praksisnære guidelines om advokaters markedsføring og forholdet mellem oplysningspligten og tavshedspligten. De giver advokatvirksomheder et hurtigt overblik over reglerne og konkrete pejlemærker til den daglige håndtering.
”Vi har forsøgt at omsætte reglerne til konkrete situationer, som advokater møder i hverdagen – og give et praktisk sted at starte vurderingen,” siger advokat Kira Kolby Christensen, medlem af Danske Advokaters fagudvalg for databeskyttelse.
Guiden om markedsføring behandler bl.a. sociale medier, klientreferencer, direkte henvendelser og samtykke. Guiden om oplysningspligten ser bl.a. på klienter, modparter, vidner, retssager og advokatundersøgelser.
”Særligt samspillet mellem oplysningspligten og tavshedspligten giver anledning til praktiske spørgsmål. Guiden skal gøre det lettere at se, hvornår man skal orientere – og hvornår man konkret kan undlade det,” siger advokat Torsten Hylleberg, medlem af Danske Advokaters fagudvalg for databeskyttelse.

Vil du modtage nyheder fra Danske Advokater i din indbakke?
Tilmeld dig vores nyheds- og kursusmail og få kurser, arrangementer, jobopslag og brancherelevante nyheder i din indbakke.