Velkommen   (0 lektioner)

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.


27-02-2014
Førende advokat inden for IP-ret fylder 50

Partner og advokat i Horten Advokatpartnerselskab, Jens Jakob Bugge, fylder 50 år den 7. marts 2014.

 

Det var egentlig lidt en tilfældighed, at Jens Jakob Bugge blev advokat. Faktisk indskrev han sig i 1983 på Statsvidenskab på Københavns universitet. Men økonomistudierne blev hurtigt for tørre for den udadvendte studerende, og han skiftede over til jura, som skulle vise sig at være det rette valg: I dag er Jens Jakob Bugge en af Danmarks førende advokater inden for immaterielle rettigheder eller IP-ret.

 

Jens Jakob Bugge har - bortset fra godt et år som jurist i Industriministeriet – været hele sin karriere hos Horten, der med sine godt 240 medarbejdere i København er blandt landets største advokatvirksomheder. I 1992 blev han ansat som advokatfuldmægtig, og allerede i 1998 blev han udnævnt som partner og blev tillige medlem af Hortens bestyrelse.

 

Hos Horten påtog Jens Jakob Bugge sig hurtigt opgaven at skabe en afdeling for IP-ret, som ikke fandtes på kontoret. Det lykkedes: I dag har afdelingen 22 medarbejdere og er dermed en af landets største med en betydelig række prominente danske og internationale virksomheder på kundelisten.

 

Tintin og Tivoli

Jens Jakob Bugge har ført mange markante varemærkesager, blandt andet for Tivoli om misbrug af deres varemærkerettigheder, og han trives i en retssal: Han er formentlig en af de advokater i Danmark, der har ført flest sager for Højesteret inden for immaterialret og har spillet en rolle i forhold til at definere dansk retspraksis inden for varemærkeområdet, herunder parallelimport.

 

Han har også flere farverige sager på cv'et – heriblandt to højesteretssager: den såkaldte Tintin-sag i 2001, hvor oversætteren af Hergés Tintin-bøger lagde sag an mod tegneserieforlaget om rettighederne til de danske oversættelser, og en sag for Tivoli, hvor Kanal København havde vist en programrække med pornografisk indhold under navnet "Tivoli Night" og med mange referencer til den gamle forlystelseshave.

 

Forretningsstrateg

Også på det forretningsstrategiske område har Jens Jakob Bugge arbejdet med succes. Han har således været en drivkraft i forhold til Hortens strategiske udvikling fra primært at løse opgaver for den offentlige sektor til i dag at være et stort og internationalt orienteret full service advokathus med specialistevner inden for sektorer, der er intensivt regulerede, eller hvor teknologisk udvikling og nytænkning er bærende – såsom energi og forsyning, Life Science & Health Care, IT og Media & Entertainment samt den offentlige sektor. Han har også været managing partner for Horten i perioden 2004-2007.

 

Jens Jakob Bugges engagerede tilgang til specialeområdet afspejler sig desuden i en række aktiviteter uden for Horten: Han er medlem af en flere organisationer inden for immaterialretsområdet, bl.a. sidder han i International Trademark Associations komité for berømte og kendte varemærker (INTA). Han er også aktiv i brancheorganisationen Danske Advokaters fagudvalg for IP-ret.

 

Privat er Jens Jakob Bugge gift med Anne-Katrine. De bor i Hellerup sammen med deres tre drenge på henholdsvis 4, 9 og 12 år.

 
kommentarer

 

Nyheder

KURSER

Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

Kontakt Stine Rosenkilde på tlf.

33 43 70 22