Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.


15-06-2020
Partner, Tom Holsøe, fylder 50 år

Advokat og partner, Tom Holsøe, fylder 50 år den 18. juni. Hans diplomatiske sindelag og veludviklede sans for samspillet mellem IT og jura har medvirket til at placere Danmark i verdenseliten inden for digital forvaltning.

 

Første gang, Tom Holsøe skulle have en parkeringstilladelse i København, krævede det både en køretur gennem byen og flere timers ventetid på et offentligt kontor. Onsdag formiddag; det var der, kontoret var åbent for den slags henvendelser. Men så var det lille stykke papir også klar til at blive monteret i forruden.

 

Den erfarne IT-advokat trækker på smilebåndet, når han fortæller historien. At den slags i dag virker som noget fra forrige århundrede, har nemlig ikke så lidt at gøre med den rolle, han selv har spillet i digitaliseringen af den offentlige sektor.

 

"I dag er det offentlige digitaliseret. Hvis du køber ny bil, ligger parkeringstilladelsen fra kommunen klar i din digitale postkasse, når bilen er leveret. Med dit NemID kan du afslutte registreringen. Digital Post og NemID er nogle af de mange små og store komponenter i digital forvaltning, jeg i samarbejde med dygtige embedsmænd har været med til at være fødselshjælper på, og det gør mig glad," siger Tom Holsøe.

 

Gode løsninger opstår ikke i enerum

Når man bedriver jura, som Tom Holsøe gør, bliver man ikke en stjerne i retslokalet. Det er et hold, der skaber resultaterne, og succes opnås kun gennem lange, seje træk.

 

"Vi gør ikke noget alene, og der adskiller vi os måske lidt fra andre jurister og advokater. Hvis du vinder en principiel dom i Højesteret er det dig. Vi er et hold. Vi arbejder tæt sammen med centraladministrati-onen, IT-leverandørerne og mange andre. Så vi er mange om en succes, og den rolle befinder jeg mig godt med," siger Tom Holsøe, som i år kan se tilbage på 25 år hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith.

 

Flere har i tidens løb omtalt ham som "en moderne advokat". En, der kommer ind i lokalet og søger løsningen frem for at docere jura. En, der får klarlagt, hvad folks interesser er og først derpå ser på juraen, og hvad der kan lykkes. Han tager prædikatet som en ros. Bl.a. fordi det, igen, siger noget om, at den slags resultater, han brænder for, nødvendigvis må involvere flere. De kan ikke opstå i enerum. Han understreger dog i samme åndedrag, at der aldrig må opstå tvivl om, hvad kerneopgaven er.

 

"Vi arbejder med at opnå resultater, der gør den offentlige forvaltning bedre. Men selvfølgelig må vi aldrig blive så løsningsorienterede, at vi glemmer juraen. Vi har altid Karnov med under armen", siger Tom Holsøe.

 

Diplomatisk sindelag og sans for relationer

Det stærke juridiske grundlag, han tog med fra Københavns Universitet, da han efter dimissionen i 1995 blev ansat hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt, lever altså i bedste velgående. Og så er det i øvrigt løbende blevet suppleret af flere andre uddannelser. Herunder i agil projektledelse og Harvard-programmet Program on Negotiation, som er nært forbundet med hans daglige virke i dag.

 

Covid-19 kommer også til at påvirke fejringen af de 50 år, men denne gang går det ikke ud over den nære familie. Begivenheden er flyttet fra det planlagte arrangement i Italien til hjemmet på Frederiksberg, og deltagerne er indskrænket fra en stor flok til en mindre kreds. Herunder naturligvis først og fremmest hustruen Malene og børnene Rebecca på 12 og Carl på 14.


Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

33 43 70 22