Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.


08-03-2022
Partner Tomas Ilsøe Andersen fylder 50 år: Juraen skal følge med tiden

Den 15. marts fylder partner og advokat Tomas Ilsøe Andersen, Poul Schmith/Kammeradvokaten, 50 år. I anledning af mærkedagen reflekterer han over, hvordan den begejstring og nysgerrighed, han bragte med sig som nyuddannet jurist, fortsat er det, der holder ham til ilden i dag.

 

Hjertet banker for Forsvaret

Direkte adspurgt falder det ikke Tomas svært at sætte ord på, hvad der stadig kan vække hans faglige nysgerrighed. Og svaret berører i første omgang et emne, han gennem snart to årtier har specialiseret sig inden for, nemlig Forsvaret.

 

”Vi har en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa, hvor der sker noget lige på vores dørtærskel. Vi er alle nødt til at tænke langt mere over vores egen sikkerhed, vores forsvar, og hvem vi må, bør og kan handle med på en langt mere integreret måde – både som individer og i virksomhederne. Det stiller også juraen et nyt og spændende sted, hvor vi er nødt til at finde løsninger, der passer til en ny verdensorden. Der vil være behov for at supplere eksisterende regler og skabe ny praksis. Vores demokratiske grundsyn og værdier vil uden tvivl blive udfordret.”

 

Tomas’ hjerte banker særligt for Forsvaret og dets ansatte, som han har stor respekt for.

 

”Der er tale om meget dedikerede mennesker, ikke kun soldaterne, men også alle de, der støtter de operative dele af forsvaret, herunder juristerne. Det giver mig en kæmpe arbejdsglæde at være med til at levere den støtte, så vore soldater får det bedst mulige udstyr til tiden. Og uden at nogen kan stikke en kæp i hjulet ved at anfægte lovligheden af indkøb, kontraktvilkår osv.”

 

Rets- og voldgiftssager

I de senere år har Tomas været meget efterspurgt som retssagsadvokat. Der har især været tale om stort profilerede retssager som OW Bunker-sagen, hvor Tomas repræsenterer den svenske kapitalfond, Altor. Hertil kommer adskillige voldgiftssager, hvor omdrejningspunktet har været tvister om ejer-aftaler, kuldsejlede M&A-handler og indviklede kontraktfortolkninger.

 

Tomas finder det ekstremt tilfredsstillende at være en del af virksomheders vej mod at nå deres mål, særligt når det gælder rådgivning for at undgå tvister. Og kan det ikke undgås, så at kunne optimere de rets- og voldgiftssager, der måtte komme.

 

Tomas’ kompetencer inden for rets- og voldgiftssager har også ført til, at han er en af de mest brugte voldgiftsdommere herhjemme. Det er den faglige stimulation ved at afgøre sager efter grundige diskussioner med dygtige med-dommere fra ind- og udland, der ”tænder” Tomas, men også den effekt det har på advokatarbejdet i retssalene bagefter, hvor erfaringen fra dommersædet tages med.

 

Man skal være på tæerne

Med +25 år i branchen er det nærliggende at tro, at man har set det hele. Men i Tomas’ optik er der, for den nysgerrige, hele tiden nyt at lære.

 

Man skal konstant være på tæerne, og jeg bliver inspireret af høj og lav i firmaet. Det er umuligt at køre noget på rutinen, for verden ændrer sig hele tiden.”

 

Glæden over muligheden for at lære fra sig og give videre er også en konstant:

 

”Jeg kan lære de unge noget om håndværket, om regler og sammenhænge, de måske ikke havde tænkt på, og jeg kan hjælpe med forståelsen af klienternes univers. Men det er vigtigt, at de udfordrer mig, så vi ikke ender i vanetænkning. Hos os er det derfor en pligt at spørge en ekstra gang.”

 

Tomas var Managing Partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten fra 2013 til 2020. I den periode satte firmaet sig tungt på legal tech-dagsordenen i branchen, og den dagsorden er stadig vigtig for fremtidens jurister.

 

”Nu er vi meget it-understøttede og har selv udviklet en række løsninger. Det tog skal vi fortsat være med på, for det kommer til at køre stærkt. Selvom AI fortsat lader vente på sig, skal vi kunne efterprøve, om algoritmers resultater er rigtige og lovlige. Den tilgang skal indarbejdes i studierne, ikke kun i et enkelt fag, der berører teknologi og jura, men som noget, der er integreret i alle fag; det lader heldigvis også til, at universiteterne er på vej i den rigtige retning.”

 

Styrken i et fællesskab er større, når man har været i de største storme sammen

Ud over at runde et halvt århundrede, så markerer fødselsdagen også, at Tomas har tilbragt over halvdelen af sit liv hos Poul Schmith/Kammeradvokaten – med de styrker og svagheder det har.

 

”Jeg tror ikke, nogen nystartet ser for sig, at man bliver i samme firma i mere end 25 år. Og måske er jeg gået glip af den oplevelse, det er at skifte arbejdsplads, arbejdsmetoder og lære en ny kultur at kende. På den anden side er der en enorm tilfredsstillelse i at være med til at udvikle og bære en kultur. Det bliver familiært, når mange som jeg har været her længe, og man får ekstrem styrke af fællesskab og tilgivelse,” siger Tomas og fastslår, at netop styrken i fællesskabet er stor, når man har sejlet gennem storme på verdenshavene sammen.

 

”Jeg oplever, at vi er meget engagerede og deler passionen ved og stoltheden over at drive virksomheden sammen. Det er et stærkt partnerskab.”

 


Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

33 43 70 22