Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Det sker i branchen

Her kan du læse om personer og begivenheder i branchen – eksempelvis ansættelser, jubilæer, runde fødselsdage, møder, arrangementer, receptioner, fusioner osv. Vi hører gerne fra dig, hvis du har en relevant nyhed, og vi beder i den forbindelse om samtidig at modtage skriftligt samtykke til at bringe nyheder, der indeholder personoplysninger.


06-01-2023
Han var i front efter markant fusion i advokatbranchen: Nu fylder han 60 år

Den 22. januar 2023 fylder advokat (H) og partner i Bruun & Hjejle Christian Schow Madsen 60 år. Udover at være en anerkendt profil inden for fast ejendom og transaktioner er Christian Schow Madsen også kendt som den første managing partner i Bruun & Hjejle. Den titel fik han i 2009 efter fusionen mellem de to advokatfirmaer Jonas Bruun og Hjejle, Gersted & Mogensen, der blev til Bruun & Hjejle.

 

Christian Schow Madsen blev student fra Fjerritslev Gymnasium i 1982 og cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1986 og samme år advokatfuldmægtig hos Hjejle, Gersted & Mogensen. I 1989 blev han advokat i firmaet og sidenhen partner i 1994. Her 37 år senere er han stadig en del af samme virksomhed. Men i løbet af årene er der alligevel sket et stort skift, hvor Christian Schow Madsen spillede en central rolle, da de to advokatfirmaer Jonas Bruun og Hjejle, Gersted & Mogensen fusionerede i 2009. Christian Schow Madsen blev sat i spidsen som managing partner for Bruun & Hjejle, som det efter fusionen kom til at hedde, og varetog den opgave i 6 år.

 

Den 22. januar 2023 fylder Christian Schow Madsen 60 år, og selv om langt hovedparten af de 37 år er gået med almindeligt advokatarbejde, ser han med glæde tilbage også på den særlige opgave, det var at skulle forene to advokatfirmaer begge med en stærk kultur og selvforståelse.

 

“Min opgave var først og fremmest at skabe en transformation af to traditionelle advokatkontorer og gøre dem til én samlet virksomhed. Når man forener to firmaer og pludselig går fra 75-80 medarbejdere til over 150 under samme tag, er det nødvendigt med systemer og en retning, der kan samle virksomheden og alle dens medarbejdere fra yngste picco til ældste partner,” siger Christian Schow Madsen og fortsætter:

 

”Det gik samlet set nogenlunde omend med nogle skvulp undervejs. I min periode som managing partner fra 2009 til 2014 gik firmaet fra et mere traditionelt advokatkontor til en moderne advokatvirksomhed med retning mod det fokus på M&A og ejendomstransaktioner samt tvister, som kendetegner virksomhedens fokusområder i dag,” siger Christian Schow Madsen.

 

En sund udvikling i branchen

Christian Schow Madsen har i mere end 10 år været fokuseret på ejendomsrelaterede opgaver og rådgiver danske og internationale pensionskasser, virksomheder og kapitalfonde samt offentlige ejendomsejere med ejendomsrelaterede transaktioner og udviklingsprojekter. Han har bl.a. været involveret i udviklingen af Postbyen, Papirøen, Fælledby og Stejlepladsen samt markante ejendomstransaktioner så som etableringen af Danske Shoppingcentre og senest salget af fire Magasin-ejendomme. I de 37 år som advokat har han oplevet store skift i advokatbranchen, som han selv beskriver som ”sunde”.

 

“Jeg glæder mig særligt på yngre kollegaers vegne over, at man ikke skal arbejde på den måde, man gjorde tilbage i tiden i advokatbranchen. I dag anerkender advokatvirksomhederne i langt højere grad, at arbejdsliv er forskellige fra person til person, og hver enkelt medarbejder har brug for plads til forskellige karriereveje. Men selv om branchen og vi i Bruun & Hjejle er kommet et godt stykke vej på det punkt – eksempelvis ved at gå forrest med 24-ugers betalt barsel til alle medarbejdere – skal vi fortsat udvikle os ikke mindst for at tiltrække og fastholde de talentfulde medarbejdere – og det er en positiv udvikling, som jeg er glad for fortsat at være en del af,” siger Christian Schow Madsen.

 

Christian Schow Madsen har været gift med cand.jur. Birgitte Bundgaard i knap 35 år, og sammen har de tre voksne børn og to børnebørn. 


Stine Rosenkilde
Stine Rosenkilde | Kommunikations- og webkoordinator | 33 43 70 22 | sro@danskeadvokater.dk


Kontakt

Stine er webredaktør på Danske Advokaters hjemmeside og hjælper desuden specialforeningerne med at udarbejde nyhedsmails og med at opdatere deres hjemmesider. 

 

Hun er ansvarlig for Danske Advokaters nyhedsmail og opdaterer vores medlemssystem. 

Læs mere…

33 43 70 22