Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Direktørens blog

Her finder du kommentarer fra Danske Advokaters direktør, Paul Mollerup.


13-02-2024
Har erhvervslivet ingen retssikkerhed længere?

Selv om vi igennem længere tid har haft fokus på erhvervslivets retssikkerhed – senest på Retssikkerhedens Dag i september 2024 – er det som om, politikere og myndigheder ikke rigtigt tager det alvorligt.
 

Nyeste skud på stammen er et bebudet lovforslag, som vil udstyre konkurrencemyndighederne med et såkaldt ”markedsefterforskningsværktøj”. Problemet er, at de på baggrund af sådan en efterforskning kan udstede adfærdsmæssige påbud, som de virksomheder, det rammer, er forpligtede til at følge. Ellers vanker der bøder.
 

Det er et forvaltningsmæssigt magtinstrument uden sidestykke og helt på tværs af dansk forvaltningstradition og almindelig retssikkerhed. Derfor har vi været i foretræde for Folketingets Erhvervsudvalg den 1. februar for at råbe politikerne op – og det bliver vi ved med.
 

Det er sådan set i orden, at konkurrencemyndighederne kan gøre regering og politikere opmærksom på problemstillinger, som de ud fra et konkurrenceøkonomisk perspektiv finder problematiske, uanset om det vedrører markederne for fx VVS eller for el-ladestandere. Så kan politikerne tage det perspektiv til sig og veje det sammen med hensyn til fx sikkerhed eller den grønne omstillings hastighed. Men afvejningen foretages af politikerne med den relevante ressortminister i spidsen.
 

Jeg er helt med på, at vi har en forvaltningstradition, der indebærer, at Folketinget kan bemyndige en minister til at gennemføre forskellige mere detaljerede beslutninger ifm. med vedtagelsen af en lov. Men vi har altid holdt fast i, at de delegerede beføjelser var præcist formuleret - altså at delegationen var specifik. Det er den mildest talt ikke med dette lovudkast.
 

Med det kommende lovforslag vil konkurrencemyndighederne have lov til at gribe ind og udstede påbud overalt – alene baseret på deres konkurrenceøkonomiske tilgang, og uden at andre kan blande sig i det. Og det går selvfølgelig ikke. Her tillægges én myndighed en magt på tværs af alle sektorer, og den bliver samtidig både den lovgivende og den udøvende magt.
 

Jeg ved godt, at konkurrencemyndighederne rejser rundt med en fortælling om, at konkurrencen har fået det dårligere i Danmark siden årtusindskiftet. Hvis verden virkelig kunne beskrives så enkelt og unuanceret, ville mange ting være lettere, men det kan den ikke. Konkurrencemyndighederne må se på udviklingen i konkurrencen marked for marked og ikke slå hele erhvervslivet over én kam. Myndighederne har allerede i dag rigeligt med beføjelser i konkurrenceloven – og sågar mange, som de aldrig eller stort set aldrig gør brug af.
 

Hver gang jeg ser en tilbudsavis fra byggemarkedet, har jeg lyst til at købe et nyt stykke værktøj, fordi det kan noget lækkert, men jeg besinder mig som regel, når det går op for mig, at jeg allerede har masser af værktøj i værktøjskassen, som jeg sjældent benytter, og fordi jeg ikke har brug for en kædesav til at save pyntelister. Det har konkurrencemyndighederne heller ikke.


Paul Mollerup
Paul Mollerup | Adm. direktør | 33 43 70 10 | pmo@danskeadvokater.dk


Kontakt

Paul er overordnet ansvarlig for den daglige drift af foreningen og bindeled til Danske Advokaters formand og bestyrelse. 

 

Paul har naturligt nok fokus på Danske Advokaters strategi, økonomi og ledelse. Derudover er han som adm. direktør involveret i en lang række af Danske Advokaters projekter og opgaver. 

 

Foreningens politiske interesser, kommunikation og forretningsudvikling fylder meget i Pauls dagligdag. 

Læs mere…

33 43 70 10