Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


27-02-2020
Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed

Finanstilsynet har den 24. januar 2020 sendt et udkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed i høring. 

 

Lovudkastet har været behandlet i bestyrelsen for Danske Inkassoadvokater, der fungerer som Danske Advokaters fagudvalg for inkasso.

 

Udkastet giver Danske Advokater anledning til følgende bemærkninger:

 

Det fremgår, at lovudkastet tilsigter at implementere den politiske aftale af 19. december 2019 om et opgør med kviklån.

 

Det fremgår endvidere, at lovudkastet har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen yderligere gennem et forbud mod visse forbrugslån samt en begrænsning af låneudbydernes muligheder for at markedsføre deres produkter, ligesom lovudkastet har til formål at sikre beskyttelsen af forbrugerne ved indgåelse af låneaftaler mellem privatpersoner.

 

Indledningsvis bemærkes, at Danske Advokater har forståelse for intentionerne om at dæmme op for meget omkostningstunge kviklån, og at det i den sammenhæng kan være naturligt at sætte et loft over de samlede renter og andre omkostninger, som låntager kan forpligte sig til ved aftale med kreditgiver.

 

Danske Advokater savner imidlertid en nærmere begrundelse for rationalet bag at lade et sådant loft omfatte de omkostninger, der måtte løbe på i tilfælde af låntagers misligholdelse – en sådan anvendelse af loftet forekommer efter vores opfattelse uhensigtsmæssigt og unødvendigt.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at renteloven og den tilhørende omkostningsbekendtgørelse regulerer og begrænser kreditgivers adgang til at forlange rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger erstattet af låntageren i tilfælde af dennes misligholdelse. Der er således ved lov taget stilling til, i hvilket omfang en kreditgiver kan forlange misligholdelsesomkostninger af låntageren, og i den forbindelse er der taget betydelige beskyttelseshensyn til låntageren, hvilket alt andet lige selvsagt vil ske på kreditgivers bekostning.

 

Danske Advokater savner en nærmere redegørelse for behovet for på dette område og i relation til bestemte kreditforhold at indføre en særregulering, der fraviger ovennævnte allerede fastsatte generelle regler. I denne forbindelse må det tillige tages i betragtning, at et kviklån, der ydes inden for de foreslåede rammer, vil være lovligt optaget og ydet, og lånet skal derfor betales tilbage. Manglende tilbagebetaling vil være udtryk for misligholdelse på lige fod med anden misligholdelse af en lovligt påtaget betalingsforpligtelse.

 

Kreditgivers omkostninger til bistand i anledning af låntagers misligholdelse vil i vidt omfang være betinget af låntagerens egne forhold, herunder om låntageren medvirker konstruktivt under inddrivelsesprocessen. En yderligere begrænsning af kreditgivers adgang til omkostningsdækning vil selvsagt forringe låntagers tilskyndelse til ansvarlig kredittagning og ansvarlig ageren under inddrivelsen. Når et eventuelt absolut loft måtte blive nået, vil låntager ikke længere have om omkostningsmæssig motivation til at betale sin gæld efter evne. En låntagers manglende vilje til at betale efter evne og låntagers manglende interesse i at medvirke konstruktivt i inddrivelsesprocessen forekommer ikke at være en beskyttelsesværdig interesse, som lovgivningen bør understøtter.

 

Det følger af § 9 i lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, at kreditgiver er forpligtet til at foretage en ordentlig kreditværdighedsvurdering. Manglende overholdelse er potentielt forbundet med alvorlige sanktioner (lovens § 18 og kapitel 8). Dermed er der allerede ved lov fastsat et værn imod dårligt kredithåndværk, og der synes dermed ikke alene med det formål at være grundlag for en yderligere begrænsning af kreditors adgang til at opnå erstatning for rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger.

 

Danske Advokater skal på den baggrund opfordre til, at Finanstilsynet overvejer at ændre den foreslåede bestemmelse i § 11 b, således at omkostningsloftet alene omfatter kreditrenter og omkostninger, der vil være forbundet med den aftalte afvikling af lånet.

 

Den sene besvarelse af høringen beklages.

 

Med venlig hilsen

 

Jeanie Sølager Bigler
Retschef
jsb@danskeadvokater.dk


Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Specialkonsulent | 33 43 70 09 | cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er specialkonsulent for Danske Insolvensadvokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, databeskyttelse, hvidvask, insolvens,  databeskyttelse, selskabs- og finansieringsret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

33 43 70 09