Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


25-08-2020
Høring over forslag til lov om ændring af lov om et indkomstregister, registreringsafgiftsloven og forskellige andre love (Skærpet indsats mod vanvidskørsel samt styrkelse og tilpasning af regler på motorområdet m.v.) – j. nr. 2020-3051

Skatteministeriet har den 26. juni 2020 sendt forslag til lov om ændring af lov om et indkomstregister, registreringsafgiftsloven og forskellige andre love i høring.

 

Forslaget har været behandlet i Danmarks Skatteadvokaters bestyrelse, der fungerer som Danske Advokaters skattefagudvalg.

 

Danske Advokater har følgende bemærkninger til forslaget:

 

Oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndig-heden

 

I udkastet §§ 1, 2 og 5 er det foreslået, at der gives leasingselskaber, som enten er registreret efter registreringsafgiftslovens § 14 som selvanmelder, eller undergives tilsyn efter hvidvaskloven, adgang til oplysninger om gæld, som inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

 

Med forslaget er det Danske Advokaters opfattelse, at nogle leasingselskaber risikerer at blive forskelsbehandlet, da det ikke er alle leasingselskaber, som enten er registrerede som selvanmelder efter registreringsafgiftsloven eller underlagt tilsyn efter hvidvaskloven.

 

Det er alene leasingselskaber, som udbyder finansiel leasing, der er underlagt hvidvaskloven. Derudover er der leasingselskaber, som ikke har godkendte standardaftaler og dermed er registrerede efter registreringsafgiftslovens § 14, men indsender hver enkelt leasingkontrakt til selvstændig godkendelse hos Motorstyrelsen. Disse leasingselskaber bliver afskåret fra at kunne foretage en kreditvurdering af leasingtager på samme vilkår, som virksomheder, der er registrerede efter registreringsafgiftsloven.

 

Det er Danske Advokaters vurdering, at alle leasingselskaber skal have adgang til de samme data til brug for kreditvurderingen. Det bør være underordnet, om leasingaktivet er et køretøj eller et andet aktiv, da formålet er, at leasingselskaberne skal kunne foretage en kreditvurdering af leasingtager på så oplyst et grundlag som muligt.

 

Indførelse af tidsfrist på 7 dage til ansøgning om værditabsregulering

 

I udkastet § 4, nr. 2, foreslås en tidsfrist på 7 dage indført i forbindelse med muligheden for ansøgning om en værditabsregulering.

 

Fristen på 7 dage foreslås indført, efter Østre Landsret i en dom af 16. december 2019 har fastslået, at fristen for indgivelse af ansøgning om værditabsberegning er 3 år regnet fra leasingaftalens ophør.

 

Generelt er det Danske Advokaters opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der indføres særlige frister, der afviger fra de almindelige frister for ansættelse i skatteforvaltningsloven. Dette gælder særligt, når Østre Landsret i sin dom af 16. december 2019 gav udtryk for, at det ville have bevismæssig skadevirkning for et leasingselskab, hvis selskabet ikke kunne fremvise de pågældende køretøjer til skattemyndighederne, der søges om værditabsregulering for. Konkret forholdt det sig således, at leasingselskabet i forbindelse med leasingtagers tilbagelevering af leasingkøretøjet havde udarbejdet en afleveringsrapport, der indeholdt oplysninger om f.eks. kilometerstand og køretøjets stand m.v., herunder var der fotodokumentation af køretøjet inklusive skader m.v. Det overordnede spørgsmål er derfor, om der overhovedet er brug for en sådan bestemmelse med en frist på 7 dage, som nu foreslås indført, idet leasingselskabernes afleveringsrapporter umiddelbart må anses at være et fuldt betryggende grundlag for en kontrol af værditabet.

 

Det bemærkes også, at skattemyndighederne ved værdikontrol af eksporterede biler ikke tidligere har haft behov for en fysisk besigtigelse af de eksporterede biler, men har foretaget en ren skrivebordskontrol af værdien. Det forekommer derfor bemærkelsesværdigt, at der nu er behov for en sådan kort frist.

 

Hverken lovudkastets ordlyd eller bemærkningerne hertil adresserer det forhold, om et leasingselskab kan eksportere en bil, der er udgået af ordningen med forholdsmæssig registreringsafgift, inden udløbet af fristen på 7 dage. Danske Advokater skal således opfordre til, at dette spørgsmål omtales nærmere i lovbemærkningerne, herunder om leasingselskabet har en pligt til at lade køretøjet være i Danmark i denne periode.

 

Der tages heller ikke i lovudkastet stilling til, om et leasingselskab – efter der er indgivet ansøgning om værditabsberegning inden for fristen på 7 dage – kan lade et køretøj eksportere. Også dette forhold opfordres Skatteministeriet til at forholde sig til, herunder om eksport efter fristens udløb, men inden en ansøgning er behandlet og godkendt af Motorstyrelsen, vil blive tillagt bevismæssig skadevirkning for leasingselskabet, uanset at leasingselskabet måtte have udfærdiget en udførlig afleveringsprotokol indeholdende kilometerstand, stand, fotodokumentation og andet.

 

Det er tillige Danske Advokaters opfattelse, at en frist på 7 dage fra leasingaftalens afbrydelse til at indsende en ansøgning om værdibaseret regulering må give anledning til EU-retlige overvejelser, når EU-Domstolen i præmis 47 i sag C-451/99, Cura Anlagen har fastslået, at en frist på tre dage til at indregistrere et køretøj var urimelig kort og klart gik ud over, hvad der var nødvendigt for at opfylde det formål, der forfulgtes med den i sagen omhandlede østrigske lovgivning, og derfor udgjorde en ubegrundet hindring af den frie udveksling af tjenesteydelser. Danske Advokater skal således opfordre til, at de mulige EU-retlige implikationer af den foreslåede ordning omtales yderligere.

 

Ved at sætte en så kort frist for gennemførelse af en værditabsregulering er det Danske Advokaters vurdering, at der er risiko for, at leasingselskaberne kan komme til at betale for meget i registreringsafgift, når køretøjernes faktiske værdifald er mindre end det ved leasingaftalens indgåelse forudsatte.

 

Et særskilt spørgsmål i den forbindelse er, om fristen på 7 dage alene skal gælde interne leasingforhold, eller om den også skal gælde grænseoverskridende leasingforhold, hvor EU-retten meget vel vil kunne påberåbes af et udenlandsk leasingselskab. Det er Danske Advokaters opfattelse, at der allerede ved lovændringen i 2008, hvor danske leasingselskaber fik mulighed for at lease køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift til personer med bopæl i Danmark, skete en inkorporering af EU-retten i national ret, således at EU-retten også kan påberåbes i rent interne forhold. Da der nu foreslås indført en frist på 7 dage, opfordres Skatteministeriet til at tydeliggøre, om fristen gælder generelt, eller om den alene gælder for de rent interne danske leasingforhold.

 

Det er endvidere Danske Advokaters vurdering, at fastsættelse af en frist på 7 dage fra en leasingaftales afbrydelse til at indsende ansøgning om værdibaseret regulering også rejser spørgsmål i forhold til det EU-retlige effektivitetsprincip, idet en sådan frist kan siges at gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt leasingselskaberne ved EU-retten. Den uforholdsmæssige korte frist får efter Danske Advokaters vurdering karakter af konfiskation af den for meget betalte registreringsafgift.

 

En frist på 7 dage for ansøgning om værditabsregulering kan efter Danske Advokaters opfattelse ikke retfærdiggøres af tvingende almene hensyn.

 

Indførelse af en frist på 7 dage for at opnå tilbagebetaling af for meget betalt registreringsafgift forekommer ikke sagligt begrundet, idet Skatteforvaltningens kontrolmuligheder ikke fortabes, når ansøgning om værdibaseret regulering blot følger de almindelige ansættelsesfrister i skatteforvaltningsloven. Som nævnt ovenfor tillagde Østre Landsret det alene bevismæssig skadevirkning, hvis et køretøj ikke kunne fremvises. Som det også er nævnt, kan beviset for et køretøjs stand og værdi imidlertid føres på andre måder end ved fysisk besigtigelse af skattemyndighederne. I den forbindelse bemærkes det også, at lovgiver pålægger leasingselskaberne en økonomisk byrde, hvis leasingselskaberne er forpligtet til at lade køretøjerne forblive i Danmark mhp. evt. besigtigelse fra skattemyndighedernes side, inden en ansøgning om værdibaseret regulering er behandlet.

 

Hertil kommer, at en effektiv afgiftskontrol efter Danske Advokaters vurdering ikke fordrer, at der foretages en besigtigelse af køretøjerne, idet skattemyndighederne uden problemer kan fastsætte værdien af et køretøj uden besigtigelse.

 

Selv hvis fristen på 7 dage efter leasingaftalens afbrydelse til at indsende ansøgning om værdibaseret regulering til skattemyndighederne måtte være begrundet i tvingende almene hensyn, er det Danske Advokaters vurdering, at en sådan frist ikke sikrer, at der sker fastsættelse af køretøjets aktuelle afgiftspligtig værdi så tæt på det tidspunkt, hvor køretøjet udgår af ordningen, idet værdifastsættelsen for et konkret køretøj på et bestemt tidspunkt til enhver tid kan fastsættes.

 

Ved pristjek af selvanmelderes køretøjer vurderer Motorstyrelsen også i dag, hvad en afgiftspligtig værdi var på et bestemt tidspunkt for et konkret køretøj for tre år siden.

 

Den foreslåede frist på 7 dage for at ansøge om værditabsregulering er derfor efter vores opfattelse ikke proportional, idet skattemyndighederne ikke mister sine kontrolmuligheder, og disse heller ikke gøres illusoriske, hvis en ansøgning først indsendes til skattemyndighederne på et tidspunkt, der ligger efter 7 dage efter leasingaftalens afbrydelse eller ophør.

 

 

Ændring af toldsynsrapportens gyldighed

 

I udkastets § 4, nr. 3, foreslås det, at toldsynet i forbindelse med import af køretøjer ikke må være ældre end 4 uger i forhold til det tidspunkt, hvor køretøjet skal værdifastsættes.

 

Dette er begrundet med, at toldsynets vurdering af køretøjets stand skal ligge så tæt på køretøjets registreringstidspunkt.

 

Danske Advokater finder bestemmelsen hensigtsmæssig under forudsætning af, at virksomhederne ved værdifastsættelsen også kan støtte ret på den vurdering, som synsvirksomheden er kommet frem til vedrørende et køretøjs stand.

 

Ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning kan det efter Danske Advokaters opfattelse være problematisk, at skatteforvaltningen ændrer synsvirksomhedens vurdering af køretøjets stand. Synsvirksomhederne har uddannet personale, som har faglige kompetence til at vurdere køretøjets tekniske egenskaber og samlede stand. Skatteforvaltningen har ikke tilsvarende uddannet personale til at foretage denne vurdering. Danmarks Skatteadvokater har kendskab til flere tilfælde, hvor Skatteforvaltningens ændring af et køretøjs stand bærer præg af tilfældigheder, ligesom der ikke foreligger nogen begrundelse for, hvilke forhold Skatteforvaltningen er uenig med synsvirksomheden om.

 

Omgørelse af en synsvirksomheds vurdering bør ikke komme en borger til skade, når denne i god tro har indrettet sig i overensstemmelse med synsvirksomhedens vurdering af et køretøj.

 

 

Krav om indberetning af salg- og udbudspriser for køretøjer

 

I udkastets § 4, nr. 4, foreslås det, at erhvervsdrivende, der sælger brugte motorkøretøjer, er pligtig til at indberette udbuds- og salgspriser.

 

Det er Danske Advokaters opfattelse, at udviklingen af et semiautomatisk værdifastsættelsessystem ikke giver en mere korrekt værdiansættelse af køretøjer. En pligt at lade alle erhvervsdrivende indberette salgs- og udbudspriser giver endvidere ikke et retvisende billede af markedsprisen for et konkret køretøj.

 

 

Registreringsafgiftslovens nuværende bestemmelser om værdiansættelse af brugte køretøjer blev indført på et tidspunkt, hvor der hverken var adgang til at indregistrere køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift eller adgang til eksportgodtgørelse, hvorfor markedsprisen for brugte køretøjer på daværende tidspunkt alene blev dannet på baggrund af det danske marked.

 

I dag dannes markedsprisen for brugte køretøjer på grundlag hele det europæiske marked, hvorfor værdiansættelse af køretøjer på baggrund af danske indregistrerede køretøjer på fuld afgift ikke giver en retvisende værdiansættelse af køretøjerne.

 

Danske Advokater opfordrer således Skatteministeriet til at iværksætte en mere dybdegående analyse af hele værdiansættelsen af brugte køretøjer, således at der i lovgivningen kan komme mere tidssvarende og overskuelige bestemmelser om værdiansættelse, der både kan administreres af myndighederne og efterleves af virksomhederne.

 

Danske Advokater skal også opfordre Skatteministeriet til at belyse, om indførelse af et system med indberetning af udbuds- og salgspriser for brugte køretøjer har konkurrenceretlige aspekter.

 

Det er umiddelbart Danske Advokaters vurdering, at ovenstående forslag alene pålægger det danske erhvervsliv nogle byrder, og at der ikke ses opnåelse af en større grad af retssikkerhed for de berørte virksomheder. Tilsvarende må udviklingen af det semiautomatiske værdifastsættelsessystem anses for en unødig udgift for skatteyderne, idet systemet ikke kan føre til en mere korrekt markedsværdi for de brugte køretøjer, da systemet ikke inddrager alle de parametre, som reelt påvirker markedsværdien i Danmark.

 

Afslutningsvist skal Danske Advokater henlede opmærksomheden på, at der i forbindelse med ændring af registreringsafgiftsloven for demobiler i 2012 var fremsat et forslag om, at forhandlere skulle indberette salgspriser for nye køretøjer, hvilket så vidt Danske Advokater har kendskab til gav anledning til konkurrenceretlige overvejelser. Det er umiddelbart vores opfattelse, at det nu fremlagte høringsudkast meget vel kan give anledning til tilsvarende konkurrenceretlige problematikker.

 

Med venlig hilsen

 

Jeanie Sølager Bigler

Retschef

jsb@danskeadvokater.dk


Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Specialkonsulent | 33 43 70 09 | cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er specialkonsulent for Danske Insolvensadvokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, databeskyttelse, hvidvask, insolvens,  databeskyttelse, selskabs- og finansieringsret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

33 43 70 09