Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


15-10-2021
Høringssvar over ændring af elforsyningslovens §22, stk. 8

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har den 6. oktober 2021 sendt et forslag til lov om ændring af elforsyningslovens § 22, stk. 8, i høring.

 

Danske Advokater stiller advokaters viden til rådighed for lovgivningsarbejdet og den retspolitiske debat. Ændringsforslaget, som har været behandlet i Danske Advokaters fagudvalg for Energi og Forsyning, giver Danske Advokater anledning til følgende bemærkninger:

 

Indledningsvis skal Danske Advokater kritisere høringsfristen på blot 1 uge. Under normale omstændigheder er en passende høringsfrist 4 uger ifølge Justitsministeriets gældende Lovkvalitetsvejledning (afsnit 6.1.2). I alle tilfælde bør høringsfristen dog være så lang, at høringsparterne har mulighed for at udarbejde et fyldestgørende svar. Det er Danske Advokaters opfattelse, at en høringsfrist på 1 uge ikke er tilstrækkeligt hertil.

 

Med udkastet til lovforslaget indsættes et nyt 3. og 4. pkt. i elforsyningslovens § 22, stk. 8. Særligt formuleringen af bemyndigelsen til Klima-, Energi- og Forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler for administrationen af den foreslåede ordning, hvorefter ministeren kan meddele tilsagn om tilskud til forsknings- og udviklingsprojekter med henblik på effektiv energianvendelse, herunder fastsætte regler om henlæggelse af beføjelser til en privat organisation eller et selskab mv. (juridiske personer) i 4. pkt., nr. 12, kan give anledning til retssikkerhedsmæssige problemer.

 

Den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 8, 4. pkt., nr. 12, har følgende ordlyd:

 

”Ministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen af ordningen, herunder fastsætte regler om:

 

12) Henlæggelse af beføjelser til privat organisation eller selskab m.v. (juridiske personer).”

 

Efter ordlyden af bestemmelsen er der ikke nogen begrænsninger i adgangen til at henlægge beføjelser til en privat aktør. Dette til trods for, at det er udtrykkeligt forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at

 

”Bemyndigelsen forventes således bl.a. anvendt til at henlægge dele af opgaven med udarbejdelse af indkaldelse af ansøgninger til hver udbudsrunde og annonceringen heraf, idet Energistyrelsen vil skulle godkende indkaldelsen, ansøgningsskemaet og annoncering.”

 

[…]

 

”Energistyrelsen forestår den endelige sagsbehandling og træffer alle afgørelser, herunder om tilsagn”.

 

Det er på baggrund af det tiltænkte anvendelsesområde, som fremgår af lovforarbejderne, Danske Advokaters opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i elforsyningslovens § 22, stk. 8, 4. pkt., nr. 12, efter sin ordlyd er for vidtgående. Af retssikkerhedsmæssige årsager foreslås det derfor, at bemærkningernes angivelse af bestemmelsens tiltænkte anvendelsesområde afspejles i ordlyden, så kompetencen til at henlægge beføjelser til private begrænses til det forberedende arbejde.

 

Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at et krav om lovhjemmel for at kunne delegere til private kun er nødvendigt, når det er myndighedsudøvelse (afgørelseskompetence), som ønskes delegeret. Det antages således, at forberedelsen af afgørelsessager – i hvert fald i et vist omfang – kan overlades til private uden lovhjemmel. Af samme årsag er der risiko for, at delegationsbestemmelsen i § 22, stk. 8, 4. pkt., nr. 12, kan blive anvendt i strid med forarbejderne, idet bestemmelsen isoleret set kun er nødvendig, hvis formålet er at delegere afgørelseskompetence til private.

 

 

Danske Advokater værner om retssikkerheden, og vi står altid til rådighed for uddybende spørgsmål eller dialog. Vi takker for muligheden for at afgive høringssvar.

 

Med venlig hilsen

 

Nikoline Sneholt

Juridisk konsulent

nsn@danskeadvokater.dk


Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Specialkonsulent | 33 43 70 09 | cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er specialkonsulent for Danske Insolvensadvokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, databeskyttelse, hvidvask, insolvens,  databeskyttelse, selskabs- og finansieringsret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

33 43 70 09