Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


29-10-2021
Høringssvar over lovforslag om styrket indsats mod seksuelle overgreb mod børn, styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb og underretning i sager om seksuelle overgreb. J.nr. 2021-731-0089.

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar. Dette høringssvar er udarbejdet i samarbejde med Danske Advokaters fagudvalg strafferet og straffeproces.

Overordnede bemærkninger

Danske Advokater støtter generelt formålet med lovforslaget, som er at beskytte børn mod seksuelle overgreb.

Vi har dog nogle konkrete bemærkninger til dele af lovforslaget, som bør indgå i overvejelserne.

Bemærkninger til de enkelte forslag:

Ændring af straffelovens § 216, stk. 2, om samleje med et barn

Efter straffelovens § 216, stk. 2, straffes for voldtægt med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år. Ved lovforslaget foreslås det, at § 216, stk. 2, ændres således, at bestemmelsen, udvides til at omfatte tilfælde, hvor en person, der er fyldt 22 år, har samleje med et barn under 15 år. Aldersgrænsen på 22 år er fastsat ud fra, at aldersgrænsen for at opnå et tiltalefrafald for overtrædelse af straffelovens § 222 nu er 22 år.

Efter gældende regler vil det indgå som et hensyn ved sanktionsfastsættelsen, hvis aldersforskellen er stor – og jo større, jo skærpende, så området er allerede dækket af den skitserende praksis vedrørende § 222.

Danske Advokater efterspørger noget empirisk grundlag fx i form af opgørelser eller oplysninger om sager vedr. straffelovens § 222 med ofre mellem 12-15 år, som viser et behov for yderligere kriminalisering og ny lovgivning på området.

 

Skærpelse af straffen for andre seksuelle overgreb end samleje begået mod børn under 15 år

Justitsministeriet anfører, at strafniveauet for seksuelle overgreb begået mod børn er betydeligt lavere, hvis der er tale om andre seksuelle overgreb end samleje, end hvis der er tale om fuldbyrdet samleje. Således er udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med et barn under 12 år, eller med et barn under 15 år ved udnyttelse af psykisk eller fysisk overlegenhed, 3 år og 6 måneders fængsel. Når der er tale om andet seksuelt forhold end samleje, ses der i praksis eksempler på, at der er udmålt ned til 3-4 måneders fængsel.

Med lovforslaget forudsættes det således, at straffen for seksuelle overgreb mod børn i medfør af straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 2, og § 225, jf. § 222, forhøjes med 50 pct. i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene i sådanne sager.

Danske Advokater bemærker, at ved at indføre en strafskærpelse for alle tilfælde og med en så markant skærpelse som 50 pct. er, vil det i praksis betyde, at fx afsoning med fodlænke bliver udelukket også for nogle af de mindre grove tilfælde.

Det er her værd at bemærke, at andre seksuelle overgreb end samleje spænder meget vidt fra de helt grove tilfælde til mindre grove tilfælde. 

Mulighed for at give udrejseforbud til personer, der er dømt for seksualforbrydelser begået mod børn

Med lovforslaget foreslås, at der indsættes en bestemmelse, således at personer, der dømmes for seksualforbrydelser begået mod børn, ved dommen kan gives et udrejseforbud, som indebærer, at den dømte forbydes at forlade Danmark i et nærmere bestemt tidsrum. Et udrejseforbud vil med forslaget kunne gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed i udlandet, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Det er endvidere foreslået, at et udrejseforbud gives for en tidsbegrænset periode fra 1 til 5 år fra endelig dom. Et forbud vil skulle være proportionalt med den begåede kriminalitet, og i den forbindelse vil den tidsmæssige udstrækning af et forbud skulle indgå i proportionalitetsvurderingen. Det foreslås, at politiet under særlige omstændigheder vil kunne meddele tilladelse til, at en person, der er meddelt forbud efter den foreslåede § 236, stk. 1, nr. 5, kan foretage en specifik rejse.

Danske Advokater gør opmærksom på, at et udrejseforbud er en særdeles indgribende foranstaltning i menneskers frie bevægelighed, uanset om de måtte være dømt for en forbrydelse. Det kan være meget indgribende fx i forbindelse med arbejde og job i udlandet. Det kan derfor være svært at forestille sig, at der vil blive givet udrejseforbud i andre end de groveste sager.

Danske Advokater bemærker, at såfremt den dømte er så farlig, og der er fare for nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed (i udlandet eller i Danmark), må der alt andet lige være behov for behandling eller forvaring. Og det fremgår af lovforslaget, at udrejseforbuddet forlænges, når den pågældende udestår fængselsstraf eller forvaring.

Udrejseforbud er så vidtgående, at det er svært at forestille sig sager, hvor det er proportionalt og muligheden for tilladelse til specifikke rejser kan ikke kompensere for dette. Det kan eventuelt overvejes, om et udrejseforbud kan begrænses til enkelte lande.

Styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb

Efter de nuværende regler kan der først beskikkes en advokat for forurettede, når et seksuelt overgreb er anmeldt til politiet. Justitsministeriet foreslår, at forurettede i sager om seksuelle overgreb får ret til at modtage vederlagsfri vejledning fra en advokat forud for eventuel anmeldelse til politiet.

Danske Advokater støtter forslaget. Dog skal man være opmærksom på, at der ved enhver kontakt er risiko for utilsigtet påvirkning af forurettede. Særligt når der er tale om børn, bør man som rådgiver være opmærksom på dette.

Underretning i sager om seksuelle overgreb

Justitsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt stk. 8 i retsplejelovens § 219 a. Forslaget indebærer, at domstolene i sager om seksuelle overgreb af egen drift vil skulle underrette tiltalte og forurettede, hvis domstolene påtænker at offentliggøre hele eller dele af en skyldkendelse eller dom på rettens hjemmeside, eller hvis retten i øvrigt påtænker at offentliggøre oplysninger fra sagen på rettens hjemmeside. Underretningen vil skulle ske forud for offentliggørelsen.

Danske Advokater går ud fra, at der er tale om anonym offentliggørelse lige som ved andre domsresultater, som domstolene offentliggør.

Afsluttende bemærkninger:

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar, og vi står altid gerne til rådighed for uddybende spørgsmål eller dialog.

 

Med venlig hilsen

 

Charlotte Hvid Olavsgaard
Specialkonsulent
cho@danskeadvokater.dk


Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Specialkonsulent | 33 43 70 09 | cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er specialkonsulent for Danske Insolvensadvokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, databeskyttelse, hvidvask, insolvens,  databeskyttelse, selskabs- og finansieringsret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

33 43 70 09