Høringssvar

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar. Dette høringssvar er udarbejdet i samarbejde med Danske Advokaters fagudvalg for erstatnings- og forsikringsret.

Generelle bemærkninger
Højesteret har i dom af 4. december 2020 slået fast, at der ikke er holdepunkter for en anden forståelse af erstatningsansvarslovens renteregel i § 16 i sager omfattet af klage- og erstatningsloven, end hvad der gælder ved andre erstatningssager, hvor denne renteregel gælder.

Højesteret anfører derudover, at Patienterstatningen ikke har været retligt afskåret fra at anvende en ”todelt” sagsbehandling, hvor der først træffes afgørelse, om erstatningsbetingelserne er opfyldte og i bekræftende fald derefter indhenter de oplysninger, der er nødvendige for erstatningsfastsættelsen. Men uagtet dette finder Højesteret generelt, at ”… at fristen på 1 måned for forrentning af erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste løber fra det tidspunkt, hvor Patienterstatningen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1”, og i den konkrete sag var det månedsdagen efter modtagelsen af en 1 år gammel lægeerklæring, der 2 år senere dannede grundlag for fastsættelsen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det er denne retsstilling, der ønskes ændret med lovforslaget, således at der (først) skal ske forrentning, hvis der ikke sker betaling inden 5 uger efter, at der er truffet afgørelse.

Der er efter Højesterets dom imidlertid ingen tvivl om, at lovgiver siden patientforsikringsordningens etablering i 1992 og også, da ordningen blev overført til klage- og erstatningsloven i 2005, har ønsket, at erstatning og godtgørelse for personskade ved patient- lægemiddelskader skal udmåles efter de almindeligt gældende regler i erstatningsansvarsloven, der allerede var indført i 1984. Det gælder også rentereglen i § 16.

Motivering for lovforslaget
”Dommen vil efter Patienterstatningens og Ankenævnet for Patienterstatningens vurdering have betydelige konsekvenser for fremtidige erstatningsudmålinger på patienterstatningsområdet, sagsbehandling i Patienterstatningen, udgifter for skadevolder m.v.”. Det vil ifølge ministeriet føre til:

• ”øgede udgifter for skadevolder til renter”,
• ”mindre forudsigelighed og gennemsigtighed for skadelidte og indebære et øget behov for anvendelse af professionel bistand for borgerne”.
• ”kompliceret at fastsætte forrentningstidspunkterne for de enkelte poster i en erstatningssag, fordi tidspunktet vil skulle fastsættes skønsmæssigt i hver enkelt sag, og dermed lægge beslag på væsentligt flere administrative ressourcer. Dette vil kunne føre til forlængede sagsbehandlingstider, anker og retssager”.

Løsning
”Det vil efter Sundhedsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt, at erstatnings- og godtgørelsesbeløb fremover forrentes fra et objektivt, entydigt tidspunkt, der ikke giver anledning til tvivl, nemlig 5 uger efter afgørelsen. Dette svarer til forrentningstidspunktet i arbejdsskadesager og vil således fravige reglerne i lov om erstatningsansvar”.

Konsekvens
”… færre renter til skadelidte, vil det samtidigt være hensigtsmæssigt at opveje dette ved, at de tilkendte beløb opreguleres til det beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet frem for det tidligere forfaldstidspunkt. Dette svarer til forrentningstidspunktet i arbejdsskadesager”.
 

Konkrete bemærkninger
Det er helt grundlæggende forkert, at en Højesteretsdom, der blot fastslår den retsstilling, som lovgiver har ønsket under hele patienterstatningsordningens levetid, skal føre til en lovændring, der klart forringer de skadelidtes adgang til erstatning. I bemærkninger fremstår det som om, at færre renter skal opvejes af den foreslåede regulering af erstatningsbeløbene med den reguleringsprocent, der fremgår af erstatningsansvarsloven § 15; dvs. 2,0 procent tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår. Den foreslåede regulering opvejer ikke fuldt den manglende forrentning.

I 2022 er tilpasningsprocenten – 0,8 % og dermed er reguleringsprocenten 1,2 %, og rentesatsen er aktuelt 7,65 %. Hvis man regner med, at man betaler 40 % i skat af rentebeløbet, er nettorenten 4,59 % overfor en regulering på 1,2 %. F.eks. vil 2 mio. kr. i erhvervsevnetabserstatning i 2 år medføre en mindre (netto)erstatning på 135.600 kr. Med andre ord så kompenserer den foreslåede regulering ikke de færre renter selv, når man tager i betragtning, at der skal betales skat af renter. Lovforslaget vil derfor medføre færre udgifter for skadevolder end, hvad der er gældende ret.

Til den anden begrundelse om mindre forudsigelighed og øget behov for anvendelse af professionel bistand for borgerne bemærkes, at lovforslaget kan få den konsekvens, at sagsbehandlingstiden forøges Med Højesteretsdom vil skadevolder (dvs. særligt regionerne) have en oplagt interesse i, at Patienterstatningen indretter deres sagsbehandling således, at sagerne behandles og afgøres hurtigst muligt, hvorved rentebyrden formindskes. Det vil sikre borgerne hurtigere afgørelser end i dag. Det må man formode, at borgerne vil foretrække, selvom det konkrete tidspunkt for tilkendelse af renter vil have et vist skønsmæssigt præg. fremhæves, at patienterstatningsordningen efter loven og retspraksis allerede fungerer sådan, at borgeren ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser og derfor normalt heller ikke får refunderet udgifter til advokat.

Det tredje argument er udokumenteret. Patienterstatningen har også efter den nu underkendte praksis skulle fastsætte et forrentningstidspunkt individuelt i hver enkelt sag og for hver enkelt erstatningspost. Højesteretsdom ændrer ikke på den opgave. Der er intet, der tilsiger, at det ikke vil være muligt at udvikle en praksis, der følger EAL § 16, og som bliver almindeligt accepteret. Det er heller ikke belæg for, at en praksis, der følger Højesteretsdom, skulle føre til flere anker og derefter retssager.

Den omstændighed, at klage til Ankenævnet for Patienterstatning har opsættende virkning, og at Ankenævnet kan ændre erstatningen til skade for skadelidte (”reformatio in pejus”) afholder mange skadelidte fra at klage over tilkendt erstatning. Der er ingen logik i et argument om, at en uenighed om måske én eller to måneder mere i rente skulle føre til flere klager.

Ingen af de tre motiverende argumenter for det bebudede forslag kan begrunde en lovændring, der forringer de skadelidtes retsstilling.

Det er endvidere væsentligt at erindre, at klage- og erstatningsloven oprindeligt blev indført med patientforsikringsloven i 1992 for at give patienter en lettere adgang til at opnå erstatning for skader forårsaget ved lægelig behandling. Loven havde til formål at lette betingelserne for opnå erstatning i forhold til de krav, der blev stillet af domstolene, herunder særligt krav til bevis for, at personskaden var forvoldt ved culpa, og at der var årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende behandling og skaden. Det har ikke på noget tidspunkt været hensigten, at udmåling af erstatning eller godtgørelse skulle ske efter andre regler end dem, der gælder efter erstatningsansvarsloven.

Det må vække bekymring, hvis der indføres en særregel, der kun skal gælde for patientskader. Det er oplagt at stille det spørgsmål, hvorfor den foreslåede regel ikke skal gælde helt generelt eller som minimum efter Offererstatningsloven. Det er i alle tilfælde en lovændring, der meget nøje bør vurderes af Justitsministeriet, der er ressortministerium for erstatningsansvarsloven.

Af bemærkningerne fremgår det, at den foreslåede regel vil svare til rente- og reguleringsreglerne for arbejdsskader. Den omstændighed, at ministeriet har hentet inspiration i arbejdsskadesikringsloven, er ikke i sig selv et godt argument for at indføre en særregel. Det vil forudsætte, at arbejdsskadesikringsordningen kan sammenlignes med de almindeligt gældende erstatningsregler. Det er ikke tilfældet. For det første er arbejdsskadesikringen en forsikringsbaseret erstatningsordning. For det andet dækker loven primært skaders varige følger. Og for det tredje har Højesteret tiltrådt, at loven skal forstås således, at der sker regulering frem til afgørelsestidspunktet.

Afsluttende bemærkninger
Danske Advokater er således sammenfattende på baggrund af ovenstående betænkelige ved det bebudede lovforslag til ændring af klage- og erstatningsloven med indførelse af en særregel om forrentning.

Danske Advokater takker igen for muligheden for at afgive høringssvar, og vi står altid gerne til rådighed for uddybende spørgsmål eller dialog.

Med venlig hilsen

Danielle Løw
Juridisk konsulent
Danske Advokater
dlo@danskeadvokater.dk