Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Høringssvar

Danske Advokater og vores fagudvalg tilfører det politiske system vigtige input – både som faglige eksperter og som praktikere.


Vælg årstal for visning af alle høringssvar i et bestemt år.


08-07-2022
Høringssvar over lovforslag om krav til arbejdsgivere, som stiller bolig til rådighed for ansatte, BM j.nr. 2022-2275

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar. Dette høringssvar er udarbejdet i samarbejde med Danske Advokaters fagudvalg for ansættelsesret.


Overordnede bemærkninger
Danske Advokater støtter, at boliger, der stilles til rådighed for ansatte, skal opfylde visse minimumskrav. Vi er dog betænkelige ved, at de ansættes grundlovssikrede rettigheder bliver sat i spil af hensyn til det offentliges kontrol. Desuden bør det være tydeligt, hvilke krav der stilles til arbejdsgiverne og boligerne. 
 

Danske Advokaters overordnede bemærkninger
Danske Advokater finder det bekymrende, hvis Arbejdstilsynet uden retskendelse skal kunne skaffe sig adgang til privates bopæl
 

Boligen er ukrænkelig, og myndighederne må ikke uden retskendelse foretage husundersøgelser, uden særegen lovhjemmel. Det følger direkte af grundlovens § 72. Det forringer retssikkerheden, hver gang der indføres ny hjemmel til indtrængen uden retskendelse.
 

Danske Advokater mener derfor, at det er vigtigt, at der foretages en proportionalitets afvejning i forholdet mellem boligens ukrænkelighed og den ansattes ret til privatlivets overfor hensynet til myndighedernes behov for kontrol.
 

Det bemærkes, at ikke alle arbejdstagere, der bliver indkvarteret af en arbejdsgiver, er sårbare. Danske Advokater ser det som meget indgribende, at der lægges op til en generel ret for Arbejdstilsynet til adgang til de indkvarteredes private boliger, herunder at kræve dokumentation og foretage fotografiske optagelser i private hjem.
 

Danske Advokater finder det bekymrende, at lovforslagets § 6, stk. 2 og 3, lægger op til, at Arbejdstilsynet uden retskendelse skal kunne skaffe sig adgang til privates bopæl. Vi mener ikke umiddelbart, det er nødvendigt og proportionalt, at Arbejdstilsynet uden retskendelse skal have denne adgang til privates boliger, bare fordi de er stillet til rådighed af arbejdsgiveren.
 

Danske Advokater opfordrer derfor til at ændre lovforslagets § 6, stk. 2 og 3, så der ikke gives adgang til kontrol af de ansattes boliger uden forudgående retskendelse.
 

Alternativt opfordrer Danske Advokater til, at der foretages en proportionalitetsafvejning af, om det er nødvendigt og proportionalt at indføre hjemmel til, at Arbejdstilsynet uden retskendelse skal kunne skaffe sig adgang til privates bolig for at føre tilsyn sat overfor hensynet til den ansattes ret til privatliv og boligens ukrænkelighed. Afvejningen bør som minimum skrives ind i bemærkningerne til lovforslaget. Vi har noteret, at der er foretaget en afvejning i forhold til mulighed for kontrol, men savner hensynet til den ansatte og dennes rettigheder.
 

Samtidig opfordrer Danske Advokater til, at der indsættes en bestemmelse om efterfølgende evaluering af ordningen, hvor det vurderes, om bestemmelserne (§ 6, stk. 2 og 3) har været nødvendige eller overflødige, og om de har været anvendt på en acceptabel måde. Det kan i den sammenhæng være relevant at indføre en pligt for Arbejdstilsynet til at notere, hver gang de benytter muligheden.

 

Det skal i god tid gøres klart og tydeligt, hvad der forstås med ”gode og tidssvarende boligforhold”
 

Med lovforslaget bemyndiges Beskæftigelsesministeriet til at fastsætte nærmere regler om krav til indkvarteringen, når en arbejdsgiver stiller bolig til rådighed for en eller flere ansatte.
 

I lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2.2. er nævnt nogle krav, der forventes at blive stillet til indkvartering af kortere (under 7 dage) og længerevarende (over 7 dage) varighed. Danske Advokater finder, at udmøntningen er meget sparsomt beskrevet.
 

Af hensyn til både arbejdsgiver og de ansatte er det vigtigt, at det hurtigst muligt gøres klart og entydigt, hvilke krav der stilles til boligen for at leve op til betegnelsen ”gode og tilsvarende boligforhold”.
 

Danske Advokater opfordrer derfor til, at det præciseres allerede i bemærkningerne, hvad der forstås med ”gode og tidssvarende boligforhold”, og at Beskæftigelsesministeren i god tid inden lovens ikrafttræden fastsætter de nærmere regler om, hvilke krav indkvarteringen skal opfylde.
 

Afsluttende bemærkninger:

Danske Advokater takker for muligheden for at afgive høringssvar, og vi står altid gerne til rådighed for uddybende spørgsmål eller dialog.

 

Med venlig hilsen

 

Charlotte Hvid Olavsgaard
Specialkonsulent
​cho@danskeadvokater.dk


Nyheder

KURSER

Charlotte Hvid Olavsgaard
Charlotte Hvid Olavsgaard | Specialkonsulent | 33 43 70 09 | cho@danskeadvokater.dk


Kontakt

Charlotte er specialkonsulent for Danske Insolvensadvokater og Bestyrelsesadvokater samt for fagudvalgene ansættelsesret, bestyrelsesarbejde, databeskyttelse, hvidvask, insolvens,  databeskyttelse, selskabs- og finansieringsret og strafferet og straffeproces. Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv.

 

Hun deltager i det branchepolitiske arbejde, udarbejdelse af høringssvar mv. 

Læs mere…

33 43 70 09