Velkommen  

Artikler og værktøjer

Kurser

Nyheder

Får du ikke allerede vores nyhedsmail, kan du tilmelde dig her.


06-06-2023
EU’s enhedspatent og patentdomstolen er nu en realitet

Dette er en nyhed fra Danske Advokaters fagudvalg for IP, forbruger- og markedsføringsret.

 

Af advokat Morten Bruus (H), og advokat Armin Sarvan, Accura

 

Efter adskillige års forsinkelser er enhedspatentordningen og den fælles patentdomstol, også kendt som UPC (Unified Patent Court), trådt i kraft den 1. juni 2023. Dette markerer en betydelig ændring af det europæiske patentsystem og håndhævelsen af patenter i Europa.

 

EU's enhedspatent

Med det nye enhedspatent introduceres en 'one-stop-shop' for registrering og håndhævelse af patenter i Europa. Med blot én enkelt ansøgning bliver det nu muligt at få et patent med virkning i alle de EU-lande, der har tilsluttet sig ordningen.

 

17 EU-lande er på nuværende tidspunkt med i ordningen, og det forventes at op til 24 EU-lande vil deltage. Spanien, Kroatien og Polen har meddelt, at de ikke kommer til at deltage i ordningen.

 

Enhedspatentet erstatter ikke det traditionelle, europæiske patentsystem, men er en ekstra mulighed for patentansøgere.

 

Den fælles europæiske patentdomstol

Den fælles patentdomstol indebærer konkret, at der fremover vil være én fælles europæisk patentdomstol, der med virkning for alle de deltagende medlemslande har kompetence til at træffe afgørelser i sager vedrørende enhedspatentet og de traditionelle, europæiske patenter, som ikke er blevet undtaget af rettighedshaveren ved brug af "opt-out"-muligheden. Tidligere var det op til hvert enkelt lands nationale domstole at tage stilling til spørgsmål om patentkrænkelse eller gyldighed baseret på hvert lands individuelle patentlove og retspraksis.

 

UPC består af en førsteinstansdomstol og en appeldomstol. Førsteinstansdomstolen består af flere lokale og regionale afdelinger og en central afdeling med hovedsæde i Paris og afdelinger i München og Milano. Den lokale danske afdeling skal ligge hos Sø- og Handelsretten, hvor danske patentsager også føres i dag. Peter Juul Agergaard fra Sø- og Handelsretten er udnævnt som den danske dommer. Processproget i den danske afdeling er dansk eller engelsk.

 

Betydningen for danske patentadvokater

Med den nye fælles patentdomstol øges sagernes kompleksitet og størrelse og tidsfristerne bliver betydeligt kortere. Det forventes derfor, at en betydelig del af de fremtidige patentsager vil blive anlagt ved de lokale afdelinger i fx Tyskland, Italien og Frankrig, som historisk har håndteret langt flere patentsager end Sø- og Handelsretten.

 

Der har derfor været udtrykt bekymring for, at den nye fælles patentdomstol kan sende færre sager i retning af danske advokater, men enhedspatentordningen og den nye fælles patentdomstol behøver ikke at betyde en generel nedgang i patent-relaterede sager.

 

Den fælles patentdomstol giver danske virksomheder mulighed for at håndhæve deres patenter bredt i Europa ved anlæggelsen af én enkelt sag, mens langt flere danske virksomheder samtidig risikerer at blive sagsøgt for at krænke andres patenter. Dette vil skabe et behov for dansk advokatbistand, og danske patentadvokater vil kunne opleve et øget behov for at indgå i internationale teams sammen med udenlandske advokatkontorer, hvis en dansk virksomhed f.eks. er blevet stævnet i en lokal tysk eller italiensk afdeling.    

 

I den kommende periode bliver det interessant at følge med i, hvor ofte den fælles patentdomstol vil blive benyttet, herunder hvilke sager der vil blive anlagt, og ikke mindst hvilke af de lokale afdelinger der får lov til at forme den første retspraksis ved den fælles patentdomstol. Danske patentadvokater bør derfor ikke udelukkende se den fælles patentdomstol som noget negativt. I stedet bør de være opmærksomme på de nye mulige arbejdsopgaver, som enhedspatentordningen og den fælles patentdomstol vil medføre.


Susanne Bager
Susanne Bager | Juridisk konsulent | 33 43 70 08 | sub@danskeadvokater.dk


Kontakt

Susanne er juridisk konsulent for Danmarks Skatteadvokater og fagudvalget for skatteret.

Hun deltager i juridiske og fagpolitiske initiativer.

Læs mere…

33 43 70 08